...

Frygten for at blive forelsket ... i sine bedste venner. ):

Du er hermed optaget ...

... på dit valgte gymnasium. 

Jeg fik endelig svar på om jeg var kommet ind, jeg fik min første priotet, med min valgte første linje og det hele (STX). Men jeg er blevet i tvivl om det virkelig er mig. Jeg kan ikke se mig selv gå på STX, selvfølgelig har dette gymnasium altid været min drøm, men nu? Det føles bare ikke rigtigt. 

Måske er jeg faktisk mere HTX typen, eller måske er jeg ikke nogen type. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil. Jeg er så bange for at fejle, dumpe ... ødelægge den drøm jeg har inderst inde om, at få min drømme uddannelse som Spil-designer.

Jeg er optaget, det er jeg glad for! Men jeg står samtidig på venteliste som nr. 1 til HTX - nu har jeg sommerferien til at tænke over, om det er det ene eller det andet. Jeg vil være sikker på, at jeg ikke begår et fejl. Jeg ved godt mennesker fejler, det er en del af os. Men at fejle med dette, og ende et sted, hvor jeg ikke passer ind, vil ødelægge alt for mig, jeg vil falde tilbage til 0%, og nu er jeg lige ved at være på 25% det er noget stort for mig, og det skal helst gå mod 100 ... 

Et lille ord, som betyder så meget!

Tak tak og atter tak! Det ord er så lille, men det har nok den største betydning.

Det er så vigtigt at sige tak, det er noget at det mest vigtigeste man kan sige til andre. Det er tak! Tak fordi de bruger deres tid på dig, tak fordi de vil hjælpe, tak tak tak.

Men hvor tit husker vi egentlig at sige tak til folk, sige tak for alt det de egentlig gør for en. Jeg må indrømme, det er virkelig tit glemmer at sige tak til folk omkring mig.

At ligge fokus på at sige tak til folk, er utrolig vigtigt. For ville man ikke selv blive rigtig glad, hvis folk sagde tak til en selv. Det ville man, så hvorfor ikke også være et godt forebillede og allerede nu huske sig selv på, at takke de folk som man holder af, gør noget for en eller bare er hjælpsomme? 

Lige dette indlæg vil jeg rigtig gerne takke to af mine rigtig gode venner, de bakker mig altid op, de er der altid for mig, lige meget hvad selv, hvis jeg ikke altid ønsker deres hjælpe, så er de der alligevel. Mine to bedste venner. De er med til at hjælpe mig igennem rigtig mange ting hver dag.

Derudover fortjener mine forældre mere tak end nogen andre, for de lære mig ting, er der for mig, støtter mig 100%, hjælper mig med alt, hvis de ikke var der, ville jeg heller ikke være her. Så det største tak til dem, for at støtte mig igennem noget at det sværeste i mit liv!

I'm fighting hard ... but who am I?

Det er gået op for mig, at jeg faktisk ikke længere kan genkende mig selv. Det sidste halve år har jeg forandret mig så meget, at jeg ikke føler, jeg ved, hvem jeg er. Jeg ved ikke hvor jeg står, alting er begyndt at gå i stykker, falde fra hinanden, alt det jeg troede, jeg havde - er truet. 

Hvad er det lige der er sket, hvor blev jeg af. Alt det jeg troede, jeg havde som nu langsomt forsvinder, hvad har jeg dog gjort? 

Jeg kan bare ikke klare det mere. ... det er som om noget hele tiden forsvinder. 

"Played it hard and fast, cause I had everything

But easy come and easy go

And it would end

An empty shell

I used to be

Shadow of my life

Was hanging over me

Won't even stand the devil's dance

To win my soul"

Når en grænse bliver 'overtrådt'

Nu er det lidt over en uge siden min eks kæreste og jeg slog op, jeg er efterhånden helt cool med det, og det genere mig faktisk overhovedet ikke mig. Det eneste der lige kan få det til at poppe lidt op igen, er når vi er fx er i skolen eller til noget, hvor vi begge er med. Det kan godt gøre en lidt irriteret, ked af det, men det siger flere af mine venner og familie er helt normalt.

Men så efter er der en del drenge, som er begyndt at få noget interesse. Det er altså ikke fordi det genere mig overhovedet, men en af min bedste vens venner, er begyndt at komme over i vores klasse, snakke med mig, vil have et kram, noget han normalt aldrig nogen sinde har gjort før. Og her forleden begyndte han så at sige, jeg altid kunne ringe eller skrive til ham, hvis jeg havde brug for en at snakke med, så vi byttede numre. Det er også helt fint, men nu kommer det lidt halv mærkelige! 

Han spørger først eller nærmere efter et par smser, om min eks og jeg nogle sinde nåede at gøre >>det<<, altså det kommer overhovedet ikke ham ved, så det sprang jeg bare let over. Næste gang vi så skrev, snakkede vi om gyserfilm. Jeg elsker gyserfilm, for de påvirker mig ikke, men til gengæld er der heller ikke så mange, der magter at se dem med mig, fordi de synes det er kedeligt, jeg ikke rigtig reagere på det, ved at blive bange.

Men så her i går, kommer han med det mest mærkelige samtale EVER! Han ligger ud med at spørge, hvornår jeg havde tænkt mig, at skulle have sex for første gang. Igen det er jo sådan set ikke noget, der kommer ham ved, men dernæst køre han videre i at kærlighed og sex er to vidt forskellige ting. Til sidst slutter han af med at sige, at hvis jeg nu lærte ham bedre at kende, kunne det da være vi skulle gøre det, men det var kun et måske. (ELLER HVAD MED ET NEJ?!?!?!?!)

Ej jeg følte virkelig min grænse blev overtrådt der, det var som om han udelukkende var ude efter sex. Virkelig det føltes lidt mærkeligt, så jeg måtte selvfølgelig lige blande mine to bedste venner 'M' & 'J' ind i det, for det var lidt mystisk.

Normalt kan jeg sagtens joke om sex med 'J' - men han er virkelig også den eneste, jeg kan gøre sådan noget med. Fordi vi begge ved at det er for sjov, og det er også rart man kan tale frit om det med bare én. 

FUCK MIT LIV!!

Omg det var da bare utroligt, min lorte telefon til en IPhone synes det er sjovt at gå i stykker, så den ikke længere kan lade op, når der er PRÆCIST et år tilbage, som skal betales ud. Fucking lorte .... !! Det var da bare utroligt, og der er bare intet jeg kan gøre. -.-'

Det er sådan noget man virkelig kan flippe totalt ud over, jeg kan jo ikke leve uden den, den er alt, hvad jeg skal bruge for at klare mig igennem hverdagen; kalender, musik, spil, social kontakt, alm. Kontakt, opskrifter, alle mine kontakter, adresser m.m.

Åh kære iPhone gud, du må ikke dræbe den nu. :'( *snøft*

Dans er min lykkepille ...

Jeg har snakket en del med min psykolog, og vi har faktisk fundet ud af at dans er min lykkepille. Det er kilden til mit humør, min energi og positivitet. Når jeg danser bevæger jeg mig ud på gulvet i takt til musikken, der banker løs, imens jeg langsomt kan begynde at mærke sveden løbe ned ad min mave.

Så sætter hosterne i gang og jeg giver den fuld gas på min egen scene. Den scene hvor det er mig som er stjernen, ingen er bedre end mig, og den enste jeg ønsker at være bedre end er mig selv. Jeg elsker at danse, fordi jeg kan være mig selv, være glad, være original! Jeg ved at dans betyder alt for mig, når mit humør altid bliver godt, så snart jeg laver et move. 

To watch me dance is to hear my heart speak.

The good life

Her i går var jeg blevet inviteret til fest hos min bedste ven 'J'. På det sidste efter mig og min eks slog op, har min bedste ven 'J' og jeg kunne være sammen, hvilket var været så fedt. Vi har jo egentlig kun skrevet og snakket sammen de sidste 6 måneder. Men selvom jeg ikke har set ham sådan, så har han hele tiden været der for mig, hvilket er super dejligt!

Men vi var så inviteret til fest hos ham i går, når man er depressiv er alkohol ikke så godt, da man kan blive mere depressiv. Og så det at jeg har haft kyssesyge, gør også at jeg heller ikke rigtig kan tåle at drikke.

Så efter vi havde været der noget tid og 'J' forsøgte at drikke mig under bordet (sødt ... eller xD), så fik jeg det rigtig rigtig skidt. Så jeg måtte ligesom holde en pause fra at drikke. Så jeg spiste bare det der chokolade, han havde givet mig (intern joke). 

Da klokken var omkring 12 smuttede de fleste, så det kun var min to bedste venner 'M', 'J' og mig der var tilbage. Det var smadder hyggeligt, vi så en film imens vi legede Sandhed eller konsekvens (for det meste tog vi alle bare sandhed) ... men det er jo også fair nok! Vi morede os og fik en masse ting ud, de fleste af tingene vidste vi bare i forvejen, eftersom vi jo er bedste venner, så vi har det med at fortælle hinanden alt stort set. Heh. 

'M' og jeg gik så fra 'J' omkring kl. 2.20, på vejen hjem snakkede vi en masse, hvilket var så rart, det er næsten 5 måneder siden vi sidst har haft sådan en hyggelig natte tur, hvor vi bare snakkede. Da vi nåede over til ham, sad vi uden foran huset og snakket til jeg blev hentet omkring kl. 3 - vi fik virkelig snakket igennem om de sidste par måneders bedrifter og dramer, der har været.

Lige for tiden har jeg haft det godt, det var rart at komme ud af huset, møde nogle jeg har aldrig mødt før og opleve noget andet. Også selvom jeg blev virkelig hurtig fuld. :P 

Single ... jeg forstår det ikke.

Det føles som i går at vi var til fest og lå og kiggede på stjerner. Den flotte mørkeblå himmel, med de hvid/gule stjerner. Du spurgte mig, hvad jeg kiggede på og jeg svarede 'himlen'. Den var så smuk og flot den aften. Men det var ikke det eneste jeg så, jeg så også ind i dine øjne, og der slog det mig. Du skulle være min, jeg følte mig tryg hos dig, og du passede hele tiden på mig. 

Alle de gode minder vi har haft, husker jeg tilbage på. Det gør faktisk rigtig ondt, men vi havde det godt sammen.

Nu er vi ikke sammen mere, men det betyder ikke, jeg vil glemme dig. Men jeg føler mig så afvist, så meget ikke god nok, det er som om det hele er min skyld. Også selvom du forsøgte at overbevise mig om det. Du og alle andre har ikke set min smerte, nej for jeg har skubbet den væk. Ladet som om at vi to forlod hinanden, uden det gjorde betydning for mig. 

Men det gjorde det, virkelig meget og hver dag når jeg ser dig i skolen. Mindes jeg os to sammen, og det gør så ondt, når jeg høre dig drille og grine. Det varmer mit hjerte, men samtidig bliver jeg rasende. 

Hvor står jeg nu, hvad gør jeg nu, hvem er jeg nu ... det gør ondt, og selvom jeg ikke vil glemme dig og miste dig helt. Så ønsker jeg alligevel, at det sker. For jeg kan ikke bære smerten, det kan jeg ikke og jeg vil heller ikke. 

Når alting er sort

Lige for tiden vil der ikke rigtig komme særlig mange indlæg, jeg har det forfærdeligt, og har ikke rigtig lyst til noget som helst. Ikke engang et indlæg herinde kan fange min interesse, så jeg må desværre sige, jeg mindlertidig, de næste bare ikke rigtig skriver. Bare indtil de skriftlige prøver er overstået, for imens bliver det alt for stressende for mig.

Når nogen bliver for meget!

Ufrivillige kram, irriterende opkald og bare lort på lort på lort. Sådan er en jeg kender. Det er virkelig ved at være stressende, og jeg kan bare slet ikke tage det mere. Af og til ville jeg ønske jeg bare kunne ... ARGH! Det er begyndt at pisse mig virkelig meget af, det er sådan nogle typer man bare helt og aldeles vil undgå i livet, men det er bare ikke så let.

Det er sødt af folk som også føler sig irriteret af ham, at de rigtig gerne vil hjælpe mig. Hvis det forsætter, så vil jeg bestemt tage i mod deres hjælp. For jeg kan ikke selv klare at skulle tage en snak med ham, for der skal bare så lidt til, før jeg ryger ud af kurs og bliver hårdt ramt inden i.

Jeg er et af de godtroende mennesker, og har det virkelig skidt med at udelukke folk, eller blive sure på dem. For jeg får altid virkelig dårlig samvittighed efter, fordi jeg føler jeg overreagere. Og mht. til at udelukke folk, så har jeg hele mit liv været udsat for mobning, så jeg tager det personligt selv hvis det ikke engang er mig der er udelukket eller udelukker nogle - så rammer det stadigvæk hårdt, og jeg får det dårligt, særligt hvis jeg ikke gør noget, selvom man ikke altid kan hjælpe.

Det er det samme med, jeg er også en person - som folk altid kan komme til, hvis de har brug for at snakke. Jeg vil mægtig gerne lytte, og i det fleste tilfælde har jeg også et godt råd til dem. Men for tiden kan jeg slet ikke tåle folk snakker om problemer med mig, ved mindre det er mine egne. Hvis folk forsøger at læsse noget af på mig eller andet, så får jeg det bare rigtig rigtig dårligt. Knude i maven, dårlig samvittighed, hovedpine og det forsætter. Til sidst ligger jeg inde med dobbelt så mange ting.

Første skriftlige eksamen - AW!

Okay normalt har jeg ingen problemer med skriftlige prøver, det er som regel kun de mundtlige der er et problem. Her plejer eksamens/prøve angsten at komme frem i mig. Men for første gang nogen sinde, kom angsten også til denne første prøve/eksamen i FS10 dansk.

For det første har jeg sovet rigtig rigtig dårligt i nat. Det gik egentlig fint nok med at falde i søvn, jeg havde lagt mig til at sms'e med min kæreste, og wupti så gik jeg omkuld, det plejer ellers at være et problem. Men til gengæld vågnede jeg hver 20-30 minut hele natten igennem, flere gange pga. mareridt, andre gange pga. min prøve angst, sådan en rigtig ond cirkel.

Da jeg endelig stod op og blev færdig, gik jeg bare og ventede i 1,5 time på, jeg skulle køre. Det var virkelig irriterende, for når man går og venter, får man det ofte endnu dårligere. Da jeg så kom over på skolen gik det fint nok til start, jeg var der 30 minutter før, som vi havde fået at vide vi skulle. Men pludselig tog fanden ved mig, og jeg fik det rigtig dårligt. Kvalme og hele molevitten.

Jeg gik så over for at aftale en tid med vores skolesekrertær, hun har nemlig noget uddannelse inden for prøve forbi/angst, hvor hun kan få en til at glemme det. Jeg fik så lige 2 minutters tapping af hende, samt fik vi aftalt en ny tid til mig inden de mundtlige prøver.

Bag efter havde jeg det stadigvæk skidt, jeg græd og kunne ikke rigtig finde rundt. Min mascare løb (dårlig dag at tage mascare på, når man ved man sikkert kommer til at tude ...) - jeg kom så ned og snakkede med min rektor, vi har nogle særlige aftaler i forvejen pga. alle mine problemer. Vi fik snakket lidt, og det hjalp rigtig meget, jeg fik også et kram af min kæreste, der selv skulle op i samme prøve, bare i et andet lokale. Så vendte jeg tilbage til mit lokale, jeg havde glemt vand, så lærerne sørgede for, jeg fik et glas, så jeg ikke blev mere dårlig.

Det hele gik nogen lunde, det er lidt svært at vurdere. For som en af mine veninder siger: 'Hvis man siger det gik godt, så gik det faktisk rigtig dårligt. Siger man det gik dårligt, jamen så gik det også dårligt.' - Ret så irriterende, så jeg lader være med at udtale mig om det, før jeg får min karakter.

Men som min rektor sagde til mig i dag, 'Husk på, du gik op til 10. klasses eksamen med en fyldt kop, du viser altså i denne prøve, hvad du kan under press, fordi du i forvejen har det dårligt. Så hvis du nu går op og får 4 - jamen så husk på, at du sikkert ville have fået til 7 eller måske mere, hvis du ikke havde være syg.'

Held & lyke til jer andre med jeres eksamnier - hvis i har nogle. Og jeg er nervøs for de sidste af mine.

Intet - men alligevel så meget at fortælle.

Jeg har en masse at fortælle, men jeg ved ikke lige hvad. 

En invitation

Jeg er blevet inviteret hjem til en af mine bedste venner, til noget film aften og gaming. Det lyder fucking hyggeligt, umiddelbart ville det kun blive ham og mig. Han gør virkelig meget for at opmuntre mig, det er virkelig sødt af ham, og jeg er så evig taknemlig. Det er rigtig rart og jeg bliver glad. Men når det så er sagt, så skal jeg jo altid spørge mine forældre først ... jeg frygter at de endnu en gang vil sige nej. Med samme begundelse eller næsten samme begrundelse som sidst.

Han er blandt de personer, som faktisk nærmest gør alt for mit humør og mig. Tror aldrig jeg har haft sådan en god ven, og derfor ville det være fedt at vi rent faktisk kunne ses uden, vi altid skal have tyve andre mand med. Mhm!

"Når tiden går baglæns!"

"Lad viserne gå baglæns ..." Lad mig ændre det hele! Lad tiden gå baglæns og giv mig det våben, som gør jeg kan ændre det hele. Lader jeg tiden gå baglæns, vil jeg opleve det hele tiden. Jeg lader tiden gå baglæns, så jeg får det som før.


Lad tiden gå baglæns og jeg vil tabe igen.